DBO-Ordlyd

(1)   Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Sådan fortjeneste omfatter også indkomst indvundet af foretagendet ved anvendelse, vedligeholdelse eller udlejning af containere (herunder anhængere, pramme og lignende materiel til transport af containere), anvendt til transport af varer i international trafik, hvis denne indkomst udgør en del af den fortjeneste, som er omhandlet i den foregående sætning.

(2)   Fortjeneste ved driften af både, der anvendes ved transport ad indre vandveje, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

(3)   Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, eller transportvirksomhed ad indre vandveje, har sit sæde om bord på et skib eller en båd, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, i hvilken skibet eller båden har sit hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den kontraherende stat, i hvilken skibets eller bådens reder er hjemmehørende.

(4)   Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, i et forretningsfællesskab (joint business) eller i en international driftsorganisation.

(5)   Med hensyn til fortjeneste oppebåret af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i stykke 1 og 4 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).

Kommentar

Art. 8 indeholder en særlig bestemmelse for rederier og luftfartsselskaber.

Stk. 1: Hovedregel
Art. 8 forenkler beskatningen. Mange rederier og luftfartsselskaber har faste driftsteder i forskellige lande. Hvis man ville anvende de almindelige regler om virksomheder med driftssteder i udlandet (art. 7), skulle man i alle disse tilfælde fordele beskatningsretten mellem flere lande. Derfor siger stk. 1, at det afgørende for beskatningsretten er hvor den virkelige ledelse finder sted. I dette land beskattes hele overskuddet.

Bestemmelsen gælder for rederier og luftfartsvirksomheder i international trafik. Der findes en definition af dette begreb i art. 3 stk. 1 lit. h.

Eksempel: Et rederiselskab som er hjemmehørende i Danmark, har en færgelinie mellem en dansk og en tysk havn. I begge havne har rederiet havnekontor og kajanlæg, men selskabet føres fra det danske hovedkontor. - Danmark har beskatningsretten. Man behøver ikke anvende credit- eller exemptionslempelse i.h.t. art. 24 stk. 2, idet selskabet også er hjemmehørende i Danmark (art. 4 stk. 1). (© Dr. Klaus Först)

Følgende aktiviteter er omfattet af art. 8, hvis de hænger sammen med international trafik:

  • Transport af personer
  • Transport af varer
  • Udchartering af fuldt udstyrede skibe eller flyvemaskiner
  • Drift af busser til og fra lufthavne
  • Transport af varer fra et lager til og fra havn/lufthavn
  • Reklame
  • Transport af varer fra havn/lufthavn til modtageren
  • Udlejning af containere
  • Vedligeholdelse af containere


Følgende aktiviteter er ikke omfattet af art. 8:

  • Drift af hoteller
  • Værfter
  • Fiskeri
  • Uddybningsarbejde med mudderpram
  • bugserbåd



Stk. 2: Transport ad indre vandveje
Hovedreglen i stk. 1 gælder også for transport ad indre vandveje. D.v.s. art. 8 er ikke begrænset til grænseoverskridende "international trafik" i.h.t. art. 3 stk. 1 lit. h, men gælder også for skibe som bruges i den anden stat til flod- og kanalskibsfart. Det afgørende for beskatningsretten er ledelsens virkelige sæde.


Stk. 3: Sæde om bord på et skib
Denne bestemmelse er møntet på den kaptajn, som ejer sit skib og træffer alle beslutninger om bord. Her har den stat beskatningsretten, hvor hhv. skibet eller båden har sit hjemsted. Det vil i de fleste tilfælde være registreringslandet. Hvis man ikke kan bestemme dette (sjældent!), er det landet hvor rederen er hjemmehørende.


Stk. 4: Pools mv.
Især i luftfartbranchen er det udbredt, at selskaber af forskellige lande slutter sig sammen for at transportere personer eller varer på bestemte ruter. Stk. 4 udvider hovedreglen (beskatning efter ledelsens sæde) til den del af resultatet, som et national luftfartsselskab har i sådan en pool.


Stk. 5: SAS
Stk. 5 er en særlig bestemmelse for en enkelt skatteyder: Den danske partner i Scandinavian Airlines System.

Kontakt

Kontakt