DBO-Ordlyd

(1)   Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal den anden kontraherende stat, under forbehold af bestemmelserne i stykke 5 og artikel 34, inddrive den førstnævnte stats skattekrav som om de var dens egne skattekrav.

(2)   Bestemmelserne i stykke 1 skal kun finde anvendelse for skattekrav, for hvilke der er udstedt et instrument, som hjemler tvangsinddrivelse i den stat, der fremsætter anmodningen, og som ikke mere kan bestrides.

(3)   Med hensyn til skattekrav vedrørende en arvelader eller dennes bo, skal den stat, som anmodes om bistand inddrive sådanne krav indtil værdien af boet eller af de formuegoder, som er erhvervet af hver af de berettigede i boet, alt efter hvorvidt kravet skal inddrives i boet eller hos de berettigede i boet.

(4)   Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal den anden kontraherende stat foretage sikringsakter med henblik på inddrivelse af ethvert skattebeløb, selv om kravet er bestridt, eller et instrument, der hjemler inddrivelse, alene er udstedt på foreløbigt grundlag eller til sikringsformål.

(5)   Det skattekrav, med hensyn til hvilket der ydes bistand med inddrivelsen, skal ikke i den kontraherende stat, som anmodes om bistand, nyde nogen fortrinsret, som specielt indrømmes skattekrav i denne stat.


(6)   Den kontraherende stat, som anmodes om bistand, kan indrømme henstand med betaling eller afdragsvis betaling, hvis dens lovgivning eller forvaltningspraksis hjemler dette i lignende tilfælde, men den skal underrette den anden kontraherende stat herom.

Kommentar

Ifølge denne bestemmelse er Danmark og Tyskland forpligtet til at bistå hinanden med at inddrive hinandens skattekrav. Det andet lands skattekrav skal som udgangspunkt inddrives, som om de var landets egne. Dog har det andet lands skattekrav ikke de særlige fortrinsrettigheder, som landets egne skattekrav (stk. 5). Endvidere gælder der særlige forældelsesregler (artikel 34).

Det er en forudsætning for tvangsinddrivelsen, at kravet ikke mere kan indbringes for højere myndighed i oprindelseslandet.

Afgiftskrav vedrørende et bo kan kun inddrives i det andet land op til værdien af boet eller af de formuegoder, der er udlagt til en berettiget.
Stk. 4 bestemmer, at Danmark og Tyskland har pligt til på anmodning at foretage foreløbige tvangsfuldbyrdelsesskridt, selv om kravet endnu ikke er endeligt fastslået.

Ifølge stk. 5 er inddrivelseslandet ikke forpligtet til at give det andets lands skattekrav de samme fortrinsrettigheder ved inddrivelsen som for egne skattekrav har. Dette har f.eks. betydning i konkurssituationer eller ved pant i lønkrav. (Copyright: Stefan Reinel)

Ifølge stk. 6 har inddrivelseslandet mulighed for at indrømme henstand eller afdragsvis betaling i henhold til sin egen lovgivning eller praksis.

Kontakt

Kontakt